Indhold er hentet
Større overblik over data understøtter Finn L. & Davidsens kommende vækstrejse
Rådgivningsstøtte på 100.000 kr. fra SMV:Digital hjalp Finn L. & Davidsen med at skabe bedre overblik over deres data
Indhold er hentet
El- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen A/S (FLD) har siden 1936 arbejdet for at højne kvaliteten og tilfredsheden inden for el- og VVS-faget.
I 2018 skabte FLD konceptet og den digitale platform ”VVSPlus”. VVSPlus henvender sig til private kunder med ambitionen om at skabe en digital platform, der gør det muligt for privatforbrugere at få løst opgaver hurtigt og effektivt. VVSPlus har fra begyndelsen været 100 % digital, idet kunderejsen begynder hjemme fra stuen, hvor kunden uploader billeder eller video af de opgaver, som de ønsker at få løst. Al kommunikation foregår online, indtil montøren står i døren hos kunden.
Med et stigende fokus på bl.a. markedsføring og kunde-mapping ønskede VVSPlus at få et større overblik over data, som skulle understøtte den kommende vækstrejse og blive et vigtigt arbejdsredskab i dagligdagen.
Udfordring: I FLD ville vi gerne lette processen for private kunder, når de vil bestille en håndværker og skal have løst deres opgaver derhjemme. Processen skulle foregå så nemt som muligt allerede fra vurderingen af opgavens omfang, som indsendes digitalt, når kunden har tid, til kundens booking direkte i montørens kalender. Sådan fortæller Louise Houengaard, Marketing- og Udviklingschef i VVSPlus, om de motivationer FLD havde for at udnytte deres egne data.
For at styrke forretningen var det nødvendigt at effektivisere, og på et netværksmøde blev Louise Houengaard præsenteret for Power BI løsningen. Udover at være et værktøj, som kunne skabe overblik for både ledelse, salg og marketing, skulle det også vise sig at være et redskab, som kunne effektivisere den tid det tager for VVSPlus at få en kunde igennem systemet.
Resultat: "Før vi begyndte at bruge vores egne data, var det gennemsnitlige antal dage på 23 fra en kunde modtog et tilbud, til opgaven var udført og fakturaen var sendt ud. Det har vi skåret ned, så det nu i gennemsnit tager fire dage, før opgaven er løst, og kunden har modtaget fakturaen. Vores BI-modul gør, at vi altid kan følge med i kundens rejse og for eksempel bedre kan følge op på tilbud eller opgaver. Det skaber en højere kundetilfredshed og tilbagevendende kunder, for der er ikke en masse unødig ventetid”, siger Louise Houengaard.
”Både økonomi, salg, marketing og ledelsen har dagligt glæde af overblikket. Det kan være alt fra at se hvilke varer, som er populære og derfor skal have en bedre placering på hjemmesiden, til at se hvor i landet, vi bliver søgt på – for på sigt at udbrede vores forretning til nye byer”, fortæller Louise. At hele virksomheden har det samme overblik fungerer godt i praksis, og det samler medarbejderne, idet de har fået et fælles arbejdsredskab.
Tilsagn fra SMV:Digital var startskuddet
Med et tilsagn i hånden på 100.000 kr. fik VVSPlus kickstartet projektet igennem SMV:Digital. FLD investerede selv både flere penge og mere tid end minimumskravene, fordi projektet lynhurtigt greb om sig. Louise fortæller:
”Det tog måske længere tid, end jeg havde regnet med, men vi synes også, at der var så meget spændende data at arbejde med, så vi til sidst fik et rigtig fedt og bredt BI-modul, hvor man virkelig kan arbejde med data på flere niveauer. Og det var tænkt igennem fra begyndelsen.”
Projektet, som blev startet op i 2021, tog cirka tre måneder, hvor Louise havde et meget tæt samarbejde med den private rådgiver.
Louise fortæller, at ”hvis man skal sikre, at det er de rigtige data og den rigtigeløsning, så skal man som virksomhed også være klar til at afsætte de rette ressourcer. Det tager tid. Men det var også en spændende læringsleg for mig. Og resultatet kunne vi ikke være mere glade for.”
Nu omstilles hele virksomheden
De gode erfaringer fra projektet i 2021/2022 føres nu videre til hele virksomheden, hvor FLD arbejder på at indføre BI-modulet i den del af virksomheden, som arbejder med forsikringsopgaver og store entrepriser.
”Jeg havde aldrig nogensinde haft mulighed for at træffe så gode beslutninger, hvis ikke det var for BI-modulet. Så havde det været ud fra en mavefornemmelse. Men nu har jeg data på det - og det er så fedt”, fortæller Louise.
Har I et godt råd til andre virksomheder?
”Virksomheder skal blive bedre til at networke - og gerne uden for sin egen branche. I bygge og anlægsbranchen er vi ikke så langt på den digitale front, så vi var meget inspirerede af, hvordan fx salg og marketing inden for tekstilbranchen foregik, og hvordan vi kunne overføre noget af den digitale omstilling til VVSPlus.” lyder det fra Louise.
Indhold er hentet
Har du spørgsmål til SMV:Digital?
Så er du velkommen til at kontakte dit lokale Erhvervshus.
