Fra papirsedler til digitaliseret lønsystem

Der er fart over feltet hos transportfirmaet K.E. Jensen. Bogstaveligt talt. Transportfirmaet der tæller 30 ansatte og en imponerende vognpark har nemlig en arbejdsplads, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Faktisk kører K.E. Jensen i hele Europa – og hjælper både virksomheder og private.

K. E. Jensen har hjemme i Padborg, hvorfra de koordinerer og arrangerer transport i hele Europa. En opgave, der kræver stort overblik og nærværende kundekontakt.

Nu er firmaet i fuld færd med at frigøre mere tid til deres kerneopgave ved at optimere og digitalisere administrative processer i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland og projektet Bliv:Digital:

”Lige nu udfylder vores chauffører dagssedler og kørselsrapporter i hånden. Det er meget tidskrævende og noget, vi gerne vil have lavet om på. Bliv:Digital giver os hjælp til at få digitaliseret dagssedlerne og kørt direkte ind i et lønsystem, som så kan beregne lønnen. Det vil på sigt frigøre mere tid til andre vigtige opgaver,” fortæller Karl-Erik Jensen, direktør for K. E. Jensen.

Hjælp og sparring imens dagligdagen kører
Bliv:Digital er et tilbud om medfinansiering til specialisthjælp eller sidemandsoplæring i en tidsbegrænset periode, så virksomheder bliver hjulpet i mål med deres digitaliseringsproces. Og det er en vigtig og værdifuld hjælp, mener Karl-Erik Jensen:

”Egentligt har jeg gerne villet i gang med digitaliseringen af vores systemer i lang tid, men har ikke haft tiden eller vidst, hvad der kunne lade sig gøre. Gennem Bliv:Digital får vi foræret rammerne til at komme i mål med skarpe deadlines og planlægning. Processen virker langt mere overskuelig, og i en hverdag der blot kører derudaf, er det værdifuldt at få sparring fra en tredjepart.”


Få specialisthjælp og øg produktiviteten i din virksomhed med hjælp fra Bliv:Digital

Læs mere og ansøg her