Styrk din virksomheds grønne og digitale omstilling

Workshop og tilskud til privat rådgivning på 25.000 kr. 

OBS! Der er nu lukket for ansøgninger til tilskudsvouchers på 25.000 kr. til rådgivning om grøn og digital omstilling.
Følg med her på smvdigital.dk eller læs nærmere på statens-tilskudspuljer.dk omkring dato for næste åbning for ansøgninger.


Digitalisering kan spille en afgørende rolle for din virksomheds grønne omstilling. Gennem en systematisk indsamling og bearbejdning af data, kan virksomheder blandt andet sikre en bedre udnyttelse af ressourcer til gavn for både bundlinjen og klimaet. Derudover har den grønne dagsorden åbnet for nye forretningsområder inden for cirkulær- og deleøkonomi. Her kan digitale værktøjer understøtte udviklingen af nye produkter og forretningsmodeller.

Forbrugerne og samfundet stiller i stigende grad krav til, at virksomheder handler ansvarligt og etisk i forhold til klimaet. Et øget fokus på sporbarhed kan blandt andet afhjælpe virksomheder med at dokumentere de positive effekter fra en grøn omstilling i produkter eller processer. Dette kan anvendes som dokumentation til myndigheder, men også som kommunikations- og markedsføringsværktøj overfor forbrugerne, hvilket i sidste ende kan fremme betalingsvilligheden for produktet.

I den grønne pulje i SMV:Digital kan virksomheder søge om 25.000 kr. i tilskud til rådgivning af projekter inden for grøn og digital omstilling. Der kan søges om tilskud til projekter inden for f.eks. ressourceoptimering, grøn produktudvikling og grøn forretningsudvikling.


Eksempler på områder inden for grøn og digital omstilling, der kan søges rådgivning til

Ressourceoptimering

  • Brug af måleudstyr og sensorik til ressourceoptimering
  • Brug af indsamlede data til at optimere ressourceforbrug eller i vedligeholdelse- og serviceopgaver
  • Visualisering af data gennem fx ”business intelligence”-modeller
  • Anvendelse af robotteknologi til en ressourceeffektiv og automatiseret produktion
  • Anvendelse af digitale løsninger til produktkonfiguration og visualisering i kundens miljø 
  • Optimering af lager og logistik løsninger

Grøn produktudvikling

  • Anvendelsen af kunstig intelligens og machine learning til optimeret produktdesign
  • Anvendelsen af 3D print til etablering af lokal produktion eller udvikling af prototyper  
  • Indsamling af data til dokumentation og sporbarhed 

Grøn forretningsudvikling

  • Omlægning til salg af serviceløsninger frem for fysiske produkter (servitization/as-a-service)
  • Udvikling af digital platform til deleøkonomiske tjenester
  • Omlægning til cirkulær økonomi, f.eks. anvendelse af robotteknologi til affaldssortering så materialer kan genanvendes
  • Etablering af digital platform for øget B2B samhandel

 

Du skal være opmærksom på, at det er et krav, at det kan sandsynliggøres, at projektet vil gøre produktet eller virksomheden mere grøn. Det er ikke tilstrækkeligt at argumentere for, at virksomheden i forvejen har en grøn profil.

Få inspiration fra tidligere SMV:Digital virksomheder, der har fået styrket deres grønne profil. 


Læs hvad det kræver for at kunne søge tilskud på kr. 25.000 til privat rådgivning inden for grøn og digital omstilling

  • Dansk CVR-nr
  • 2-20 ansatte
  • En omsætning på maksimalt 50 mio. euro og/eller en balance på maksimum 43 mio. euro

1) Projektet bidrager til at realisere vækstambitioner.
Her vil vurderingen tage udgangspunkt i, at du har gjort dig overvejelser omkring din virksomheds vækstambitioner og tilhørende udfordringer, samt hvordan du forventer, at projektet kan bidrage til at løse disse udfordringer

2) Forankring af projektet
Her vil du blive vurderet på, om der er afsat ressourcer til at få hævet det teknologiske niveau i din virksomhed, herunder om der er økonomisk råderum til indkøb af potentielt ny teknologi. Ydermere ses der på om der i jeres virksomhed er ledelsesmæssigt engagement i projektet, og hvorvidt I har afsat de rette medarbejdere til gennemførslen af projektet.
 
3) Digitalt og teknologisk niveau
Her vurderes det, om jeres projekt reelt involverer en for jer ny teknologi eller en væsentlig opgradering af allerede eksisterende teknologi, som I anvender.

4) Grønne effekter
Her vurderes du på, om det er sandsynliggjort, at projektet vil skabe en forventet grøn effekt i virksomheden eller produktet i form af en CO2 besparelse.

Derudover kan det være en god idé at orientere sig i de formelle krav til ansøgere i SMV:Digital. For mere information omkring ansøgningskrav, ansøgningsproces eller få svar på mest stillede spørgsmål se her.

Såfremt du får godkendt din ansøgning om tilskud på 25.000 kr., kombineres dette med deltagelse på en digital workshop om grøn og digital omstilling. Workshoppen er en forudsætning for at kunne gøre brug af tilskudsvoucheren og skal inspirere og hjælpe dig til at blive helt skarp på, hvor din virksomhed har brug for rådgivning, og hvordan du finder den rette rådgiver.

Du kan forberede din ansøgning via en skabelon. Vær opmærksom på, at skabelonen kun er til forberedelse og at ansøgningen indsendes digitalt.

Download wordskabelon til forberedelse af ansøgning


Indhold på en workshop

  • Masterclass-oplæg med introduktion til centrale begreber inden for temaet
  • Inspiration via virksomhedscases
  • Hjælp til afklaring og prioritering af konkrete indsatsområder, hvor en rådgiver kan hjælpe  
  • Hjælp til at finde relevant rådgiver

Du kan kun deltage i workshoppen, hvis du har fået godkendt din ansøgning, og deltagelse i workshoppen er en forudsætning for at kunne gøre brug af til-skudsvoucheren på 25.000 kr.

Workshoppen for grøn og digital omstilling afholdes online som webinar
d. 26. oktober 2020


Vil du vide mere om dine muligheder i SMV:Digital?

Kontakt dit tværkommunale Erhvervshus